Dag 3 - 4
All Seasons Oasis, Alice Springs - første ophold på turen inden bush-safarien. "Oasen" ligger lige i udkanten af Alice Springs, et par KM fra byens centrum. Den består af ca. 80 ferielejligheder, og ude fra vejen syner det ikke af noget særligt; man skal helt hen til indkørslen, før det ligner noget:
Man møder først receptionen, som fremtræder sådan:
- Og det næste den trænede turist (!!!) får øje på er pool-baren:
Selve swimmingpool'en er ikke så stor, men ganske pæn og ren og ser sådan ud:
Vi tog ned i byen for at kigge lidt på indkøbsmulighederne. Her er et kig ned ad en "shopping street":
Vi købte lige en rigtig aussie-hat hver - nu ser fruen sådan ud i delvis safari-udrustning:
Nåeh ja - skal I se ham selv også:
Nu pakker vi teknikken ned nogle dage - næste gang vi kommer til strøm og får lidt tid til overs bliver nok i Brisbane på dag 11-12 stykker. Indtil da: hav det godt "oppe på is-land"...
Bush-safari, dag 5 - 7:
Så'n en safari starter tidligt!!! Vi skulle være klar kl. 6.10 - og det var vi. Så gik turen til næste ferieresort for at samle et par stykker mere op (vi kom efter alle opsamlinger op på 15 personer), og hvor dagen så småt oprandt:
Solopgang - fra bussen i fart (- vi beklager den forringede billedkvalitet, men at skyde ud igennem bussens ruder i farten er ikk' de bedste betingelser):
Lidt senere så det sådan ud:
Det typiske landskab var præget af sand - rødt sand - og "bush-vegetation". Det meget røde sand i området skyldes højt indhold af jern i sandet - efterhånden som det kommer til overfladen starter en alm. rustproces (fugt og ilt på jern), så sandet ruster altså...
Vi kørte ad Stewart Highway, som løber fra Adelaide i syd til Darwin i nord. Eneste vej uden hastighedsbegrænsning i AUS - derfor har der været afholdt Cannonball-race, men det blev forbudt efter en dødsulykke; vi passerede et mindesmærke på ulykkesstedet.
Første stop tog vi efter 1 1/2 times kørsel hos Stewart Wells. Vi var kommet noget på landet, men her var altså et lille cafeteria med kamel-ridning og nogle typiske australske dyr: emu og dingo - og tonsvis af fluer (og det sku' bli'e værre, det med fluerne). Godt vi havde lånt/købt fluenet til at dække ansigtet med):
Efter godt et par timer drejede vi ind ad Lassiter Highway - Lassiter var en mand, der prøvede at skabe et guld-eventyr ved at få andre med. Han havde i kortspil vundet et landkort med skatte (guldårer) tegnet ind og fik også samlet nogle mænd primært fra Alice Springs. De fandt dog ikke noget guld, og flere af mændene sprang fra - og Lassiter fandt aldrig noget guld. Kortet talte dog sandt - han havde blot vendt det på hovedet; havde han ledt det rigtige sted, havde han fundet guld...
Ved 10.30-tiden nåede vi næste stop - Ebenezer's Roadstop. Det var en kvægfarm, som blev drevet af aboriginals og de havde dels et lille cafeteria og dels et (simpelt) galleri med aborinigal-kunst. Vi holdt også ind på hjemturen, hvor vi købte et par småting:
Længere oppe ad Lassiter Highway nåede vi så det tredje stop. Uden et hus i miles omkreds dukkede så en kombineret tankstation og mini-købmand op. Det var iflg. guiden sidste mulighed for at købe en øl til aftenhyggen i camp'en (for de, der nu var til dét - og dét var vi nogle stykker der var...):
Efter at have provianteret, passerede vi Mt. Conner, en ca. 600 mill. år gammel klippe - ca. 300 m. høj og 27 KM i omkreds ved foden. Til sammenligning er Uluru 346 m. høj og ca. 10 KM i omkreds. Vi har nogle billeder, men Mt. Connor var ikke så interessant som hovedattraktionen, så vi sparer på billederne her på siden.
Vi passerede en del træer - dessert oak (ørken-eg) - som bliver 250-300 år gamle; de første 20-30 år bruger den lille plante på at sætte rødder langt ned i sandet, og når de finder vand (for det er dernede, 12-14 meter under overfladen) starter udviklingen af træet over jorden. Det frigiver sine frø ved brand og de spirer ved næste smule vand, der kommer, og så er træet igang.
Så fik vi de første glimt af Kata Tjuta (The Olga's) og Uluru (Ayers Rock) - her Uluru "at a distance":
Vi nåede frem til den første lejr, hvor vi spiste en hurtig frokost. Et lille overblik over lejren med 2 andre unge danskere ku' se så'n ud:
Her ses fru Nielsen foran vores telt sammen med endnu et par danskere. Vi var faktisk 7 danskere ud af 15 campister:
Efter frokost tog vi på "klippevandring" på Kata Tjuta - The Olga's. Det er een stor sten/klippe, større end Uluru, men der knytter sig ikke samme sagn og helligdom til dén som til Uluru. De er begge dannet gennem samme geologiske proces og er derfor lige gamle. Kata Tjuta ses her på afstand:
Så er vi på vandring på Kata Tjuta - på vej ind i een af kløfterne. Vi travede på mange løse sten, så vi fik en ide om, hvordan denne sandstens-klippe nedbrydes. Det var vanskeligt og hårdt at klatre rundt på dét underlag:
Undervejs betragtede vi lagene/linierne i klippen; hele stenen er "vippet" ca 7,5 grader - lagene skulle have ligget vandret men hælder altså lidt. Det vidner om de kræfter, naturen kan opbyde:
Endelig er Kata Tjuta-vandringen slut. Her er vi på vej ud fra kløften med et par af vores engelske venner i front:
Så kom vi til hovedmålet - solnedgang på Uluru. Det er et fantastisk fænomen, hvor solen danner et enestående farvespil fra det gyldne over til mørkviolet i takt med at solen går ned i horisonten, hvorved klippen delvis belyses af solen og delvis ligger i skygge. Svært at gengive - det skal simpelt hen opleves. Det er iøvrigt noget af et tilløbsstykke - næsten hele områdets turister samles på dette ene officielle "Sunset viewpoint" for at få denne oplevelse:
Så blev det tid til aftensmad. "Chappie" (vores guide) stegte kød og pølser på grill'en og vi hjalp alle med at dække bord og rydde op.
Her er fru Nielsen så igang med desserten... Der var en masse støvkorn og små-insekter, som dog ikke generede os, ud over at de tydeligt ses som små prikker rundt på billedet, når blitzen belyste dem - og der spiller også noget teknik ind ved underbelyste billeder, så det er næppe støv og insekter det hele, men måske en ringe blitz på kameraet:
Ligesom solnedgangen er solopgangen ved Uluru et fantastisk fænomen. Vi blev vækket kl. 5.00 (ja, fem!!!) hvor vi fik et hurtigt morgenmåltid og tog så afsted til en 10 + 2 KM vandring rundt om Uluru - her et sceneri fra den første del af turen:
Der er megen symbolik knyttet til Uluru. For de indfødte - The aboriginals - er Uluru deres helligdom, i stil med Mekka for muslimerne. Der var mange steder forbud mod at fotografere, men Chappie fortalte undervejs mange af de historier (faktisk sagn), som knytter the aboriginals og Uluru sammen. Det var meget interessant. Pga foto-forbudet har vi ikke mange nærbilleder med hjem. Vi kan dog gengive eet af sagnene verbalt: Den handler om "Pan-Pan-La-La-La-La" manden (personificeret ved en blå-tunget øgle), som stjal en emu andre havde nedlagt. Jægerne opsøgte Pan-Pan-La-La-La-La manden, generobrede emuen og slog ham ihjel - der er konturer på Uluru som viser hvor "hans skind blev flået af" - en tydelig aftegning af en øgle på klippevæggen. Historien er eet eksempel på, hvordan man formidler regler/love - i dette sagn: du må ikke stjæle! Den og andre historier fik vi af Chappie på traveturen rundt om Uluru.
På et område havde der været brand efter nogle børn havde leget med tændstikker. Det var kun 3 mdr siden, og på billedet her ses hvor hurtigt områdets vegetation kommer til hægterne igen - blot der kommer lidt vand, og det havde regnet lidt siden. Igen kan du måske ane de sortsvedne stammer, men græs, buske og trækroner havde de friske lysegrønne farver som vidnesbyrd om, at de var godt i vej:
Afbrænding bruges iøvrigt mange steder under kontrollerede forhold for at få vegetationen videreført og -udviklet. De indfødte gjorde det også tidligere, og de "får nu lov" til at vejlede i bush-afbrænding.
Vi så også en lille hule/fremspring som blev brugt af aboriginals som "skole". Man tegnede på væggen med okker (et værdsat farvestof, som tidligere var en stor handelsvare).
Turen rundt om Uluru er som nævnt ca. 10 KM, som vi gik på safariens anden-dag, plus et par KM til nogle små afstikkere og Chappie fortalte det hele som naturlige historier og uden brug af manuskript; han er selv fascineret af den aboriginale kultur, og det gjorde bestemt ikke forklaringerne mindre spændende. Hele turen rundt om Uluru varede 3 1/2 timer og vi nåede tilbage til udgangspunktet kl. 10.15 - men vi var jo altså også blevet purret kl. 05.00!
Turen sluttede med et besøg på områdets kulturcenter, hvor en masse aboriginal-kunst var udstillet, forklaret og visse genstande kunne købes - hvis man havde penge nok med, men vi er jo jyder, så læderet blev i lommen...
Efter sammenpakning af lejren gik turen mod lejr-2 og Kings Canyon (også kaldet Watarrka) - en smuttur på 270 KM. På vejen kom vi atter forbi et udsigtspunkt i nærheden af Mt. Conner (eller Atilla på aboriginal sprog). Til den ene side var en indtørret salt-sø, Lake Hook. Der findes mange indtørrede søer i den australske ørken. Det hele har jo været ét stor hav engang for mange mill. år siden:
- og til den anden side genså vi Mt. Conner:
Dette bjerg er dannet ved en anden geologisk proces end Uluru og Kata Tjuta - men de ligger alligevel på linie når man ser dem på et kort, så der er gisninger om at de må have en sammenhæng udviklingsmæssigt, men hvordan har ingen kunnet forklare endnu.
1 times tid før vi nåede Kings Creek (lejr-2) så vi en øgle blive ramt af en modkørende bil. Den overlever næppe længe, da dens bagparti blev kørt af. Det var en stor øgle, 1,5 - 2 m. lang, og det var ikke rart at overvære for de få i bussen, der ikke sov og som nok havde frit udsyn frem for bussen, men desværre ikke kameraet i skudklar position...
Så nåede vi endelig frem til lejr-2, Kings Creek - den så sådan ud:
Og helt herude i ørkenen fandtes også en swimmingpool - den nød vi i fulde drag! (Billedet er fjernet af censuren...).
- og Chappie tænder op til aftensmaden:
Efter endnu et herligt måltid hyggede hele selskabet sig, men gik til køjs ved 22-tiden - vi skulle jo tidligt op igen!
Denne gang fik vi lov til at sove længe - indtil kl. 05.15! En gang hurtig morgenmad og så de 30 KM til Kings Canyon - her lige før opstigningen til plateau'et, hvor vi skulle vandre:
- Og det gik altså opad - her er de sidste på vej de sidste meter til plateau'et:
Chappie fortalte en masse om træer, buske og græsser samt om Kings Canyon's geologi under turen rundt på den. Det var en meget krævende trave-/klatretur, med en masse interessante forklaringer. Bl.a. demonstrerede Chappie "GhostGum"-træet, hvis bark består af et hvidt pulver der minder om kalk. Det tjener til at reflektere solens stråler og dermed beskytte træet. Det bruges endvidere af de indfødte til samme formål - og når man smører det i hovedet ligner man et spøgelse - a ghost!
Her nyder Birgit freden, roen og den nye dag, der gryer:
Chappie igang med een af sine utallige interessante forklaringer - her om hvordan man kan se nedbrydningen af klippen:
En pibenydende Øjvind på kanten af klippen - og der var et par hundrede meter ned blot et par meter bag rygeren:
Nede i bunden af Kings Canyon fandtes "Edens Have" (Garden of Eden) - det kaldtes stedet i hvert fald. Det var så fredfyldt og så frodigt, så man helt glemte ned- og opstigningen på et par hundrede meter (hver vej...):
- "Edens Have" fortjener endnu et kig - og vi lader billedet stå et øjeblik...:
Oppe igen fra "Garden of Eden" og endnu et kig på den modsatte kant til illustration af klippens nedbrydning - det ser ud som løse kæmpe-sten - og det er det faktisk også. Der advaredes mange steder mod at komme for tæt på kanten p.g.a. de løse sten:
Et sted var der for 6 år siden styrtet en del af klippevæggen ned - man ser det "rene" snit i den lysere farve på klippevæggen:
De nedstyrtede klippesider slåes helt til småsten og fylder efterhånden dalen op - men det varer nu en del år endnu. Som Chappie sagde, så kan vi til vores genforening om en 50 mill. år mødes på dette sted, og se det hele styrtet sammen og fyldt op...:
Efter klatre-/vandreturen på i alt 4 timer, tog vi tilbage til Kings Creek, spiste frokost og pakkede sammen for at køre de ca. 450 KM tilbage til Alice Springs - med 3 små pauser undervejs. Det var en laaaang tur - ca. 1.400 KM i alt - men de 3 dage var fyldt med oplevelser - og et klart billede af nogle af naturens enestående fænomener.
Lige på falde-rebet: Indkørslen til Alice Springs sker gennem "et hul" i den omgivende bjergkam - der er en klippe på hver side af vejen og de danner så at sige "portalen" til Alice Springs:
Det var vores bushsafari. Kommer I nogen sinde på de kanter, så tag på så'n en tur - man bliver helt ydmyg når man går rundt blandt disse naturfænomener - og med en guide som Michael "Chappie" Chapman bliver oplevelsen total!
Så venter Sydney efter en nat i Alice Springs i en rigtig seng, og hvor vi kunne sove helt til kl. 7 dagen efter!!!
Sydney - dag 8-10:
Så nåede vi Sydney. Første programpunkt var Bridge Climb på Sydney Harbour Bridge - men kun for den mest modige af os; her er det lige før check-in til klatreturen:
Imens vandrede Birgit rundt i området, og hun fandt uden større besvær Utzon's operahus. Det vendte vi iøvrigt tilbage til senere på dagen, så vi fik begge lidt "kultur-indspark"...:
Hotelværelset var OK, men lidt i gammel stil:
Vi vandrede lidt rundt i Sydney om eftermiddagen, men storbyen var egentlig ikke lige noget for os - når vi nu var vant til de store vidder og freden, som vi oplevede på vores bush-safari. Sydney er "bare" som en anden storby - i hvertfald når man bare slentrer rundt. Vi skulle nok have haft 1-2 dage mere for at vænne os til det pulserende liv, larmen og nå rundt til andre af seværdighederne.
Dagen efter blev vi afhentet kl. 7.40 for at tage på 4WD-udflugt til Blue Mountains. Det var en længere køretur på 1 1/2 times tid, og første stop var morning tea i et lille reservat; her var "næsten-vilde" kænguruer:
- Og så til morning tea, hvor man dog også kunne få kaffe og småkager (med kokos, som fruen ikke spiser...). Vi havde regnet med et egentligt måltid ud fra turbeskrivelsen, så vi havde droppet morgenmaden på hotellet - det var ikke så smart. Men morgen-teen fik selskabet dog - og så kan man se, at det ikke var en 4WD men en 6WD Nissan-minibus vi kørte rundt i, og med 13 personer i så'n een, så "kommer man hinanden ved"...:
Her er så et af turens hovedelementer - et udkigspunkt over Blue Mountains, "De blå bjerge". Varmen får de mange eucalyptus-træer til at "svede", så den karakteristiske blå dis opstår - deraf navnet "Blue Mountains":
Her var også udsigten til "The three sisters" - en klippeformation, med dén historie, at en fader forvandlede sine 3 døtre til sten for at imødegå at de "kom på afveje". Det var så planen at han ville trylle dem tilbage til livet når faren var overstået, men noget gik galt, så det mislykkedes altså - derfor er de stadig klipper... (Det er også et aboriginal-sagn). Her er de så med een af turisterne i forgrunden:
Endelig blev det tid til frokost - og havde der manglet noget til morning tea, så var der til gengæld rigeligt både i udvalg og mængde på dette spisested; hér gik vi bestemt ikke sultne fra:
Vi standsede også ved et udsigtspunkt med et lille vandfald. Efter et regnskyl er det noget kraftigere, og er man tæt nok på, er der også en del vand i det, men det syner jo ikke af meget på afstand:
På vej tilbage til Sydney, hvor trafikken er rimeligt tæt ved 16-tiden en hverdag:
Vi gjorde holdt ved en lille zoo - her så vi bl.a. nogle øgler på ca. samme størrelse som den, vi på safarituren så blive kørt ned:
Der var også nuttede koala bjørne:
- Og selvfølgelig flere arter af kænguruer - her en Wallaby, som er en af de mindre arter:
Endelig sluttede turen med en gennemkørsel af det olympiske stadion - det var vist i 2000, Sydney var vært for legene, og vi så det store område med stadions, P-huse og hoteller, som var bygget til lejligheden. Her er hoved-"tribunen":
Det var en rimeligt interessant tur, men noget forceret. - Og guiden, Bruce, var ikke nær på højde med Chappie fra bush-safarien; Bruce forklarede en del under kørslen, men når vi kom til seværdighederne forklarede han kort, hvor vi ku' gå hen og kigg' og at vi skulle være tilbage klokken det og det - "I have a few phone calls to make...". Nogle af telefonopkaldende drejede sig om timing til næste stop og rapport tilbage til "head quarters" samt indsamling af trafik-oplysninger til sikring af, at vi ikke blev fanget i trafikpropper; det var jo egentlig godt nok, men altså helt i kontrast til vores ven, Chappie's engagement i selskabet.
Så meget om Sydney i denne omgang. Nu glæder vi os til at møde Vivi - turen går mod Brisbane og hun modtager os i lufthavnen.
Brisbane - dag 11-16:
Så nåede vi Brisbane. Vivi mødte os i lufthavnen og vi tog alle ud til campingpladsen - 206 kr. i taxa... Her er vores hytte som ligesom resten af campingpladsen levede helt op til forventningerne:
Dagen efter tog vi lige et smut ud til "Vivi's hus", hvor vi fik frokost på terrassen. Hun har fundet et billigere sted at bo hos et pensioneret ægtepar, som er bortrejst i påsken. Hyggen på terrassen tog sig sådan ud:
Brisbane en en "bette" by med 1,6 mill. indbyggere - en anelse mere end Silkeborg... Vi (= damerne) var på ose-tur i Queen Street Mall - en hel shopping gade, lige noget for kvinder...:
Vi gik en del rundt - bl.a. til South Bank, som også kan tilbyde en kunstigt anlagt "strand" næsten inde midt i byen.
Jow - Brisbane har også skyskrabere, her foreviget på foto set fra South Bank:
Dagen efter gik turen de ca. 75KM til Australian Zoo, hvor Steve Irwin (som vi jævnligt ser på Discovery/Animal Planet) regerer. Vi nåede lige frem til deres show, som startede kl. 10.30 og varede en 3 timer. Det foregik i det såkaldte Crocoseum - nærmest en udendørs manege med plads til ca. 5.000 tilskuere. Vi så elefanter, slanger og tigre - og selvfølgelig krokodiller, sidstnævnte præsenteret af Steve og konen Terri.
Det mest imponerende var tigershow'et - her et rigtigt tigerspring, hvor også Crocoseum'ets størrelse anes - der var tribuner på de 3 sider og udsnittet her viser ca. halvdelen af bredden på den ene og ca. en tredjedel af "højden":
- og så selvfølgelig Steve Irwin ham selv (med ryggen til og elastikbind om benet) med en krokodille igang med et death-roll med et "tøjret bytte" imellem kæberne:
Turen til Australia Zoo var en stor oplevelse - så har vi været dér også, og da Steve sjældent selv optræder, var det jo en ekstra bonus også at opleve ham og konen Terri; og iøvrigt også deres 7-årige datter, Bindi, som lavede noget danseopvisning sammen med "The Crocmen" - 4 unge mænd. De illustrede dansende nogle af de specielle australske dyr. Forresten - så hilste hr. Irwin på os, næsten... Ved begyndelsen af showets gentagelse, stod vi sammen med en håndfuld andre tilfældigvis der hvor han kom forbi, og han hilste da pænt på os med sit australske G'day! Go'daw, Steve...
Så gik turen tilbage til campingpladsen.
Nu venter et par dages afslapning i solen og ved swimmingpool'en på campingpladsen, inden vi ta'r på næste eventyr: udflugt til Dreamworld - en stor forlystelsespark. Her har de 2 mest modige af os bestilt tid til fotografering i selskab med levende tigre...
Brisbane, Dreamworld - dag 17:
Så kom vi i DreamWorld - en blanding af tivoli, legoland og zoologisk have. Der var godt nok ikke så mange forskellige dyr, men til gengæld var der tigre, som vi kunne blive fotograferet sammen med og de var altså rigtig levende - se bare her:
Jeg siger jer, der er muskler i sådan en tiger. Pelsen minder om en hests, og indenunder er alt muskler. På et tidspunkt gav dyrepasserne hende en kraftig papkasse, som hun kunne gnave og flå i, og mens hun gjorde det, aede vi hende på ryggen, og så kunne man mærke alle muskler arbejde. Jow - det var godt den ikke var vildt sulten og tog for sig af turisterne... Inden showet stod vi og sludrede med en af dyrepasserne og vi fik sagt til ham, at vi regnede med de havde fodret dyrene af inden vores besøg. Svaret var: Nej - de skal faste 2 dage om ugen, og det var så igår og idag... Hmmmm, spændende...
(Nå, men jeg kan jo skrive denne beretning med mit vanlige 10-fingersystem, så det gik altså uden dramatik, men det var alligevel en stor ting at opleve).
Inden fotograferingen skulle vi selvfølgelig skrive under på, at vi gik derind på eget ansvar, og de fremhævede, at tigrene ikke var tamme, men trænede - tigre kan ikke tæmmes, de vil fortsat have deres naturlige instinkter i sig, og det er så dem man stimulerer i shows.
Nåeh ja - modet kom endelig til den tredje i selskabet, her foreviget af parkens fotograf, og lidt senere rørte fruen skam ved dyret:
Det gik som antydet helt uden dramatik, og hvad man ikke kan se på billedet er, at der var en kraftig og kort jernlænke om halsen på tigeren. Der var altså grænser for, hvor meget den kunne bevæge sig, hvis den blev hidsig; men med dens kløer kunne den nu sagtens nå at tilføje alle indenfor en 3 meters afstand alvorlig skade, hvis den begyndte at springe rundt.
Et par timer efter optagelserne deltog "vores" tiger, Sita, sammen med 3 andre tigre i det daglige show. Hun kunne med lidt lokkemad elegant med sine 140 KG muskler klatre op i et træ:
Der var 4 tigre i show'et, og 2 af dem gennemførte "simultan-spring" efter nogle små kødlunser, der blev kastet op i luften:
Vi fik også lige en fornemmelse af, hvor stor så'n en tiger egentlig er:
Resten af forlystelsesparken var de velkendte temaer med tog, rutschebaner, slikboder og cafeteriaer. Det var ikke så specielt, så her "slipper" I for at se billeder i denne omgang - dem kan I se ved en anden lejlighed. Tigrene var "the scoop" - og så har vi bidraget til tigerbeskyttelsen med et ikke helt uanseligt beløb, men det skulle prøves da nu chancen bød sig.
Brisbane, dag 18 - 21:
Vi var med en turbåd på floden i Brisbane. Her ses et af mange eksempler på at gamle bygninger og nye højhuse lever sammen i uskøn blanding:
Nu er vi jo vant til mere ydmyge forhold, så kommentaren til næste billede kunne være: Hjejlen, gå hjem!
Vi var også på besøg på "Vivi's skole", Sct. Ignatius. Vi blev budt velkommen af en af de klasser, Vivi er tilknyttet og dér fornægtede den traditionelle disciplin sig ikke - Vivi blev budt velkommen af alle 15-20 i kor. Eleverne går i skoleuniformer og går 2 og 2 på rækker, når de er "under kommando" af lærerne - noget anderledes end man ser på en dansk skole... Også inspektøren tog sig tid til at hilse på os - hun havde opfordret Vivi til at tage sine forældre med, når vi nu kom på de kanter; det var også en god oplevelse. Vi kan ikke vise billeder med elever eller lærere (vi glemte at spørge om deres tilladelse hertil), så I må nøjes med et lidt stille billede af en af gangene foran klasseværelserne, men det er altså det miljø, Vivi færdes i til dagligt:
Lige inden vi forlod campingpladsen kom vi i tanker om, at vi da vist ikke havde nogle billeder fra det rekreative område. Det måtte vi råde bod på, og da fruen har lært at mennesker på billederne skaber perspektiv, stak hun tåen i pool'en til ære for seerne - tidspunktet er iøvrigt ved 9-tiden om formiddagen:
Så meget om Brisbane i denne omgang. En storby med over 1,5 mill. indbyggere var nok lige voldsom nok for os, så det var godt at bo de 16 KM udenfor centrum, men spændende at opleve "Vivi's daglige omgivelser", det var det bestemt.
Lidt til drengerøvene:
Se - i Australien har de jo altså store køretøjer. Campingpladsen lå tæt på en motorvej, hvilket vi desværre havde lidt for meget "fornøjelse" af 24 timer i døgnet; til gengæld var der så gode muligheder for at iagttage trafikken, og noget af det der er specielt down under er de store trucks, de har.
Første eksempel er en såkaldt B-Double - en trækker med 2 sættevogne. Det er nogle forholdsvis nye regler, hvor et vogntog må være op til 26 meter langt (herhjemme er max. jo 18 meter for vogntog med anhænger):
Det er mere, end vi oplever i Danmark, men de har altså noget andet og større at byde på: De egentlige roadtrains. De trækker 4 sættevogne, og er noget sjældnere end de mindre B-Doubles og almindelige sættevogne, og de kører primært på de lange og tyndt befærdede strækninger. Vi mødte et par stykke, og det lykkedes faktisk at "skyde" een af dem gennem bussens rude på vores tur hjem fra bush-safarien - se, DET er køretøj:
Cairns, dag 21 - 24:
Vi forlod det subtropiske klimabælte med Brisbane og drog nordpå til tropisk område, nærmere bestemt Cairns. Det havde vi valgt m.h.p. 2 oplevelser: Regnskoven og det godt 2.000 KM lange koralrev, Great Barrier Reef. Revet er ved Cairns så tæt på kysten, at det nås på 1½ time i en hurtigfærge. Vi kan lige indskyde, at man i det tropiske område ikke taler om sommer/vinter, men derimod om tør/regntid - og vi var altså nu i regntiden...
Vi startede med regnskoven, hvor vi havde købt en færdigpakket tur med bjergtog fra Cairns og op til en bjerglandsby, Kuranda. Returvejen skulle foregå med svævebane - 7,5 KM - hen over den fredfyldte og uberørte regnskov. Da vi indlogerede os på hotellet i Cairns, lå der en besked fra tur-selskabet: Kontakt os! Vi havde jo hørt, der en uges tid forinden vores ankomst havde været en cyklon på besøg, men vi havde ikke set noget til nogen ødelæggelser. Det var alligevel med lidt bange anelser vi ringede op, og det viste sig da også, at vi var nødt til at ændre planerne lidt: P.g.a. jordskred var jernbanen lukket og blev først åbnet om en uges tid, men vi kunne stadig opleve regnskoven og Kuranda, da vi så blot kunne tage svævebanen både op og ned. Vel, det var der jo ikke noget at gøre ved - så store naturkræfter magter mennesket endnu ikke at tøjle, og det var trods alt billigt sluppet efter cyklonen.
Vi blev afhentet ved hotellet og kørt ca. 25 KM udenfor Cairns, hvor vi blev sat af ved svævebanen.
Dagen startede med et besøg i Tjapukai kulturcentret lige ved siden af svævebane-stationen, og her var der sørget for adgang til 3 shows, som illustrede aboriginal-kulturen. Vi så bl.a. hvordan man med pinde og noget træuld på meget kort tid skabte ild - ikke så nemt at se på billedet, men der BLEV altså åben ild:
Efter disse shows skulle vi så ved middagstid med svævebanen. Vi havde fået oplyst et bestemt tidspunkt, hvor vi skulle møde til ombordstigning - det var ved 12.20-tiden, og de var også klar da vi mødte op. På det næste billede er vi på vej over de nogle steder 50 meter høje træer, og det var faktisk vores håb at kunne vise hvor langt der var ned til skovbunden - det er desværre ikke så nemt, da et kamera ikke kan gengive 3-dimensionelle indtryk, men der VAR altså langt ned...:
På turen var der indlagt mulighed for 2 mindre traveture på gangbroer og med guide på den første af dem. Skulle vi lige her indskyde, at regnskoven denne dag levede helt op til sit navn - det regnede faktisk konstant, dog kraftigst mens vi sad i svævebanens gondoler, så vi var ikke voldsomt generet af det og vi var jo forberedt på det. På den guidede tur hørte og så vi noget om regnskovens træer og dyreliv.
Det andet ophold var ved Barren Falls - et vandfald på Barren-floden, og da der var faldet en del regn i området, mødte dette imponerende syn os ved et af udsigtspunkterne (det er altså taget noget på afstand, så det VAR stort og højt):
Lige inden vi nåede landsbyen Kuranda krydsede vi Barren floden igen - heroppe var den noget roligere, men der er altså kun et par KM ned til vandfaldet:
Vi kom jo desværre ikke med bjergtoget, men vi besøgte dog Kuranda Railway Station, hvor der stod 2 togstammer hver med 14 vogne og 2 lokomotiver - vi kørte ikke med toget, men det så altså sådan ud:
Selve landsbyen Kuranda var klart turistpræget. Der var et par spisesteder og pubs og så var der souvenir-butikkerne - sidstnævnte foreviget på følgende billede:
- Og heroppe var der ikke så meget regn, så vi kunne sidde og nyde en kop kaffe og et glas øl udenfor en pub under en parasol (det må I tænke jer til, men så'n en rigtig Guinness-øl, skænket fra fad er nu en skjøn ting - og efter fruens udsagn skulle en kop Capuccino også være en god oplevelse...).
Turen tilbage med svævebanen var ikke så forskellig fra op-turen - bortset fra at den føltes lige vel lang, når vi nu ikke skulle på de 2 små vandreture, og egentlig "bare" skulle tilbage. Da vi nåede ned og ventede på bussen, fik nogle af de andre turister øje på en flyvende hund, der ganske upåagtet af vores tilstedeværelse hang og søbede blomsterstøv eller nektar (eller så'n noget) i sig. "Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ve' det" - derfor har jeg indcirklet hunden på næste billede - og dens krop var vel ca. 25 cm. lang så det må vel siges at være en velvoksen "flagermus":
Det var så regnskoven - også en oplevelse af noget anderledes trods de indskrænkede transportmuligheder og regnen. Dagen efter var det så Great Barrier Reef - en helt anderledes tur...! Den startede med 1½ times sejltur med en catamaran-færge - i selskab med japanere (de er overalt - med deres kameraer). Nå - de var nu ikke det største problem; så'n en færge kan skyde en ganske anselig fart, og der ude på vandet er der jo ikke så jævnt som på en asfalteret vej. Med andre ord: Birgit er særdeles søstærk - noget stærkere end vort lille selskabs fotograf; der var simpelthen kun fysik til og tanke for at holde fast i b...posen (øehhh - poserne, for der blev vist fyldt i 3 af slagsen) - og fru Nielsen kølede min nakke ned med nogle af de omdelte isterninger - hun var næsten upåvirket af sejlturen... Nå - japanerne gik nu heller ikke ram forbi, så den halve time det stod på, kunne de heller ikke filme. (Ja - det er altså forklaringen på de manglende billeder fra turen ud på revet).
Da vi endelig nåede ud til ponton-broen forsvandt al ubehag og derude var der dejlig solskin og omkring 30 grader med en let brise - lige tilpas.
Så skulle vi opleve koralrevet. Nu er ingen af os jo just nogen "fisk i vandet", så vi nøjedes med at tage en tur med hver af de 2 glasbundede både. Vi havde sikkert fået helt andre farveindtryk, hvis vi havde snorklet lidt rundt, men det ville vi altså ikke binde an med. Derfor betragtede vi sceneriet på og over revet igennem bådenes glasbunde, og det var nok lidt af en skuffelse. Det blev til nogle ikke særligt farvestrålende billeder - I må nøjes med at se et enkelt eksempel, for de ca. 20 billeder vi tog, ligner alle hinanden og farverne kommer ikke til sin ret:
Var selve revet en tynd oplevelse for os, så var vejret til gengæld godt, og ovenpå strabadserne med at komme derud (for den ene af os) var det dejligt at kunne ligge på dækket og få lidt sol på kroppen. Der var også en fin frokost med mange lækkerier ombord, og det var jo rart at få fyldt noget føde på den tomme mavesæk.
Turen tilbage til Cairns gik helt udramatisk; vel, det vippede da lidt, men en lidt mere velvalgt placering (i stueplan i stedet for ud-turens "første sal") bidrog nok til det bedre. I hvertfald var der ikke nær de søsyge-problemer, som mange oplevede om formiddagen.
Skal I lige se et kig ud fra hotelværelset på 5. sal på Tradewinds Esplanade i Cairns - det så så'n ud:
Og værelset, hotellet og spiserestauranten var helt i top, og priserne ganske rimelige.
Det var så Cairns, som trods grå- eller regnvejr og søsyge bød på nye og spændende oplevelser og seværdigheder. Efter Cairns gik turen med en mellemlanding i Darwin til Singapore.
Singapore, dag 24 - 27:
Vi ankom til Singapore den 24. om aftenen. Vi forlod Cairns ved 10-tiden og havde igen god tid i lufthavnen - så'n vil vi jo helst have det. Ved 13-tiden skulle flyet afgå med kurs mod Darwin og planen blev fulgt. Det var planen at vi skulle mellemlande i Darwin ved 15-tiden, og det skete også. Alle skulle forlade flyet og vi skulle så ombord igen en lille times tid senere. Det kom vi ikke - kaptajnen meddelte, at der var et mindre problem med den ene flymotor, og han regnede med vi blev kaldt ud om 10 min. - det blev vi ikke. Efter lidt yderligere ventetid kom den nedslående besked, at flyteknikerne vurderede problemet med motoren til at være lidt større, så de behøvede mere tid. Efter yderligere 20 min. ventetid fik vi så at vide, at der nu var problemer med at teste motoren - og da det endelig lykkedes var problemet ikke løst, så de måtte igang igen. Denne gang varede det dog ikke så længe, så med ca. 5 kvarters forsinkelse kom vi atter ombord og lettede mod Singapore - med en flymotor, der lige havde været repareret... Det gik dog uden problemer, og vi ankom til Singapore med ca. 1 times forsinkelse.
Der var lidt forvirring hos Tour East, som skulle være klar med transport til hotellet - det var bestilt hjemmefra. De fandt også efter et par forsøg vore navne på listerne, men vi måtte vente en rum tid på at de så fandt en taxa - det forventede vi jo faktisk, var dét vi havde aftalt, altså at de var klar når vi ankom... Så'n fungerer det ikke i Det fjerne Østen. Vi måtte skrue bissen på (trætte som vi var) og da Tour East's repræsentant blev verbalt angrebet af både fruen og manden i en regulær knibetangsmanøvre, kom der som sendt fra himlen en taxa! Så gik det afsted til hotellet - og herfra gik det atter planmæssigt.
Det var et fint hotel med højt til loftet - sådan lidt i "gammel engelsk kolonitid-stil". En piccolo tog sig af vores bagage og vi var ikke mere end kommet ind på værelset, inden han bankede på og leverede kufferterne og gav os instruktion i lysinstallationen, der kunne styres fra en central pult, samt tændte TV'et; det fik han så en seddel for (- man har vel set, hvordan man gebærder sig...).
